Sponsoreret Tyskland

På Fatbike i Nordtyskland

juli 23, 2017

Fatbike er ligesom mountain bike. Bare federe.

Peter fra Ostseebiking hentede mig på mit hotel i går morges. Jeg kan ikke ligge i et spa-område ret lang tid af gangen, så det var genialt at få lov at køre skovene langs Kühlungsborn tynde. Peter havde planlagt en rolig bedstemor-tur i bakkerne omkring byen. Han kunne jo ikke vide, at jeg slet ikke har noget imod at være dumdristig i bloggens tjeneste. Jeg overtalte ham derfor til at indlægge nogle halsbrækkende, og for glade amatører som mig, livsfarlige spring på turen.

fat bike

Det var han heldigvis mere end klar på. Tour de Kühlungsborn gik således gennem et kuperet landskab af korngule marker, langs Østersøens bred, forbi fyrtårnet på bakketoppen og ned igennem gespenstwald (spøgelsesskoven – uha). Når man kører på fatbike lyder det som når den russiske panserdivision kommer buldrende over grænsen. Dækkene er fjollet brede, men det giver den kæmpe fordel at man kan køre over alting. Mega sejt.

Da vi ramte skoven, kunne jeg godt mærke på Peter, at det begyndte at blive alvor. På det tidspunkt havde jeg mest siddet på hjul, afventende, som Fernando Escartin op af Alpe d’Huez. Roligt vuggende, med let tråd, konstant overvågen. Skoven var dér man måske kunne regne med at hjemmebanefavoritten ville trække fra, men jeg klarede mig over rødder, flyvende i spring, med mudderet piskende op bag mig. Kun cyklen var fat. Jeg var let som en fjer.

fatbike

Vi kom samlet ud af skoven og rundt til rigmandsbyen Heiligendamm. Peter må have undervurderet mig totalt, for han fortalte at vi nu kørte ind på sidste stigning inden vi var tilbage på hotellet. Som en fugl fønix rejste jeg mig i pedalerne, det lette tråd skiftet ud med den store klinge. (Alle ved at det er sejere at køre i lav, tung kadence, ligesom Jan Ullrich.)

Peter var fanget i for lavt et gear, og på den korte men brutale stigning, kunne han aldrig nå at genvinde de 3 cykellængder jeg hurtigt lagde til ham. Han var sat, plantet frossent fast. Han faldt fra som et æble fra et pæretræ. Det var et rørende øjeblik, da jeg løftede hænderne fra styret og rakte dem i vejret da jeg passerede toppen af bakken.

Nogle vil måske indvende at vi ikke havde aftalt en bakkespurt, og at det var et gement snigmord jeg udførte. Man bør dog vide at alting altid er en konkurrence. Især på cykel. Peter kunne med statsgaranti have jordet mig, hvis han havde været forberedt på mit angreb, men i et kort uopmærksomt øjeblik slog jeg til. Total triumf!

Det var en kæmpe fornøjelse at køre med (mod) Peter. Han tilbyder ture i alle sværhedsgrader, og er en fest at være i selskab med. Vi cyklede sammen i tre timer, men man kan også få en 6-timers-tur i skoven. Der kan det godt være at jeg alligvel havde måtte give fortabt. Kühlungsborn er et oplagt sted at besøge hvis man kan lide at kombinere afslapning og sport. Om det er mountainbike, dykning eller sejlads. Der er masser af muligheder. Og så er det bare en smuttur fra Danmark.

//Toke


You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply