Danmark Rejse

Life hack: Drop København og flyt til Vestjylland

juli 19, 2017

Jeg har lige været en uge i sommerhus i Fjaltring i Vestjylland. Det er meget langt væk hjemmefra. På alle måder.

København er en af verdens bedste storbyer at bo i – i hvert fald hvis man skal tro diverse målinger og opgørelser. Byen er sikker, grøn og nem at komme rundt i – alt er indenfor cykelafstand – du behøver aldrig vente på noget. Det er et effektivt og strømlinet liv. Mobilen er klistret til hånden, du kan klare alt lige nu.

Madlavning via opskrift på iPad. Netflix castes op på TV’et. I sengen tjekker man Facebook, Instagram, Snapchat og skriver en arbejdsmail. Både aften og morgen. Man skal op og på arbejde – karrieren skal holdes ved lige. Ellers har man ikke råd til at bo i den tre-værelses man har købt for et svimlende beløb. Det koster det jo hvis man skal være indenfor cykelafstand og i nærheden af det nemme, perfekte liv.

Problemet er bare at det ikke holder. Flere og flere får stress. Man er afhængig af sin smartphone – tjekker den konstant. Man er altid på. Altid. I Vestjylland oplevede jeg noget helt andet. En uge i sommerhus ved vestkysten er næsten som at tage et kurophold på spa-hotel i de Scweiziske alper.

Derfor har jeg lavet en liste med 4 gode grunde til at droppe København og søge vestpå.

1. Boligpriserne og Stressen

En lejlighed i København er kostbar. Faktisk kan almindelige mennesker, med almindelig indkomst, stort set ikke bo i centrum af byen mere. Det betyder at mange sætter sig ekstremt dyrt. Vil man f.eks. have 3 værelser og 80 m2, kan man nemt regne med at slippe på den ulækre side af 3 millioner kroner. Det er altså en husleje på 16-18.000 hver måned. Det betyder at mange ikke har råd til at sige op, råd til at blive fyrede eller råd til at gå ned med stress. I Vestjylland får du smidt kvadratmeter i nakken. Dertil med udsigt over marker, skov og hav. Se bare dette hus jeg cyklede forbi:

vestjylland

Sælg din hundedyre, pilrådne mikrolejlighed og køb i stedet et hus på vestkysten. Så er der endda penge til overs til at give det en overhaling. Det vil være slut med at være fanget i en ond spiral af, på den ene side at være fanget i en lejlighed der er blevet for lille, men du har ikke råd til noget større, og på den anden side være fanget i et job du ikke har råd til at droppe, fordi du i forvejen sidder for dyrt i din lille lejlighed. Frihed!

2. Sundheden og Naturen

Er man stresset, findes der næsten ikke noget bedre end at komme ud i naturen. Jeg kan huske at jeg engang hørte podcast der handlede om det er afstressende at røre ved naturen. Man kan simpelthen måle kemien i hjernen ændrer sig, når du fysisk rør ved naturen. Og tag ikke fejl; det kan godt være at du har Fælledparken, Frederiksberg Have eller Kløvermarken i nærheden, men du får naturen på en helt anden måde i Vestjylland:

vestjylland

Alle der har været ved den danske vestkyst ved at lyset og luften er helt specielt. Det er ikke for sjov at alverdens kunstmalere igennem historien har søgt eksil under den vestjyske himmel. Ikke alene er det billigere at bo i Vestjylland. Man bliver simpelthen sundere, gladere og mere inspireret. Tempoet er lavere og humøret højere. Her kan du surfe, sejle, løbe, hoppe og danse. Og du har plads til det!

3. Naboerne og tilliden

Jeg har boet 6 år i København. Jeg har boet mange forskellige steder. En ting fælles for alle de steder, er at jeg ikke for alvor har kendt mine naboer. Jo, jeg ved da hvad nogle af dem hedder. Jeg nikker til dem i gården når jeg henter min cykel og jeg har engang lånt værktøj af ham i stuelejligheden. Men vi kommer ikke for alvor hinanden ved. Sådan er det ikke i Vestjylland. Der vil man hinanden, og man bruger hinanden.

Hos købmanden i Fjaltring falder man hurtigt i snak med de andre kunder, og de kender tydeligvis hinanden. Man er tryg og åben. Eksempelvis efterlod kloakmanden sin rendegraver ved sommerhuset da arbejdsdagen var forbi. Den stod ulåst og med nøglerne i. Her er der ingen der låser noget. Hvem skulle dog komme og stjæle? Tænk over det næste gang du bolter din fixie bike fast til en lygtepæl foran din lejlighed i København.

vestjylland

Maden og Økologien

Nu tænker du sikkert: “ja ja, det er alt sammen meget godt. Men folk i det gule Danmark lever af hvidløgsflutes og frysepizza med bernaise-dressing. Hvordan skal jeg kunne få mit øko-fix og restaurantoplevelser i verdensklasse udenfor København?”

Det jeg oplevede i Lemvig og i Fjaltring var ikke bare bernaise-dressing og hvidløgsflutes. Køledisken bugner af lokalt slagtekød, vesterhavsost, biodynamiske vine og masser af grøntsager. Derudover har hver en gård sin egen lille gårdbutik med lokale råvarer.

På restaurantfronten kommer få steder op på Københavns niveau, men det betyder ikke at det er umuligt at finde topkvalitet i Vestjylland. F.eks. er Henne Kirkeby Kro blevet anerkendt i diverse madbibler, og fik 2 stjerner i 2017-udgaven af Michelin-guiden. Skal det være knap så fint (og dyrt), får man masser af friskfangede fisk, og lokalt opdrættet kød langs vestkysten. Whats not to like?

Hvis ikke man liiiige synes man vil rykke sit liv op med rod, bare på grund af denne opfordring, så start i det mindste med at tage en uges ferie i Vestjylland. De første par dage vil du stresse over manglen på mobilsignal, over at alting går langsomt og over at du ikke har noget at lave. Efter en uge garanterer jeg at du stresser over at skulle køre tilbage til storbyen.

// Toke

 


You Might Also Like

3 Comments

  • Reply Vores Rejseoplevelser juli 20, 2017 at 11:39

    Super godt indlæg som rammer rigtig godt. Jeg er selv forhenværende Københavner og har nu boet i Jylland i 15 år. Jeg vil aldrig mere bo i København. I forhold til indlægget så ligger der også store byer i vestjylland, og vi har meget andet end køer og små landsbyer. Blot hvis man frygter at komme væk fra byen. Stedet hvor kragerne vender og hvor man betaler med jordklumper er nærmest fortid. 50 km afstand i bil, kan nemt klares på 40 minutter, ellet en time i bus. I København er 50 km jo en hel dagsrejse.
    *Rikke*

    • Reply departdeux juli 21, 2017 at 07:40

      Jeg har også boet i Vestjylland da jeg var barn – det er rart at kunne komme “hjem” en gang i mellem 🙂

  • Reply Bettina juli 31, 2017 at 21:26

    Det rammer bare spot on det her indlæg 🙂 Nu bor jeg godt nok ikke i KBH, men vores vestjyske kyster kan bare et eller andet! Vi har netop booket en uge i sommerhus i Thy og jeg glæder mig til roen, naturen og lange gåture med hundene 🙂 Og så skal der selvfølgelig også tages en masse billeder – for vores vilde Vesterhav er jo ret fotogent 🙂

    Bettina / http://www.webreakaway.dk/

  • Leave a Reply