Fernweh Guides Rejse

Guide: Fodbold på Amsterdam Arena (og mit møde med gud)

april 18, 2017

Skal du en tur til Amsterdam, og vil du gerne forbi en af Europas fedeste fodboldkatedraler? Så er du kommet til den helt rette blog.  Det lykkedes mig at komme ind og se Ajax Amsterdam banke Feyenoord i De Klassieker. Nicolaj Jørgensen spillede på toppen fra start for Feyenoord, Lasse Schøne spillede som dybdeliggende playmaker  for Ajax, og Danmarks smukkeste mand, Kasper Dolberg, sad på tribunen med en lyskenskade. Det var en sindsygt fed oplevelse. Ikke mindst på grund af det her mål!

Guide til at se fodbold på Amsterdam Arena:

Billetter: Til de fleste kampe kan man købe billetter på Ajax’ hjemmeside. Det er rimeligt ubesværet, ser det ud til. Til et derby som De Klassieker, skal man dog stå meget tidligt op. Billetterne bliver revet væk. Derfor valgte jeg den ældgamle taktik, og satsede på at finde nogle sortbørsbilletter lige inden kampen. En lyssky metode, men hvad gør man ikke for at komme på stadion?

Min strategi var at daske rundt omkring stadion et par timer op til kampen, og se om jeg kunne spotte nogle skumle typer der kunne være billethajer. Det lykkes, da jeg så en ung man gå akavet rundt med udprintede billetter fremme, men stadig halvt skjult under jakken. Jeg gik hen mod ham, fangede hans flakkende og væsel-agtige blik, og gav ham et næsten umærkeligt nik. Sådan et af de der opad-nik, så man udstråler at man “ved hvad der rør sig, og man er totalt nede med det”. Efter en kort forhandling på en blanding af engelsk, hollandsk og italiensk, stod jeg med et stykke krøllet printerpapir i hånden, og muldvarpen var blevet 75euro lettere. Man må tage chancen og stole på billethajer, ellers kommer man bare ikke ind til de store kampe.

Transport: Amsterdam ligger som bekendt i Holland. Og Holland er som land, næsten ligeså godt som Danmark. Der er tænkt over tingene. Ikke ligesom den gang jeg skulle med drengene ind og se Danmark-Tyskland i Ukraine. Der går endda metro lige til døren. Køb et dagspas på metrostationen, så kan du kører i et døgn i bus og metro (man ved jo aldrig om man falder over et vandingshul ved stadion, og bliver længere end man havde regnet med.) Hop på den gule eller den grønne linje mod Gein, og stå af ved Strandvliet. Følg flokken af fulde Ajax-fans ned til stadion. Det er en gåtur på ca 500 meter.

Stemning: Når du ankommer med metro, går du til højre rundt på vestsiden af stadion. Gå efter lyden af kanonslag og beskidte sange på hollandsk. Der er heldigvis masser af barer lige ved stadion, så der er rig mulighed for at komme i god tid og drikke sig i stemning sammen med Super Jews, som mange af Ajax’ fans kalder sig, pga. klubbens historiske tilknytning til Amsterdams jøder. Pladsen på vestsiden af stadion er delt op af en motorvejsbro. Hold dig i nærheden af broen – det er der de går bersærk! Da jeg var derinde, lavede de desværre ikke en “entrada”, så det stak knap så meget af, som i videoen (hvis man ikke er til sådan noget, kan man sidde på solsiden af stadion og spise pølser). Jeg oplevede ikke på noget tidspunkt dårlig stemning, på trods af kanonslag og et par enkelte fuck-fingre her og der. Jeg talte med et par Ajax-fans på den samme muntre side af stadion, og de var meget imødekommende og venlige.

Bonus: Som enhver anden rask dansk dreng, har jeg altid spillet fodbold, og gået religiøst op i landsholdets gøren og laden. Jeg er jo, desværre som en af de få, af den holdning, at landsholdsfodbold trumfer alt andet. Der er ikke andre hold. Og som ægte dansk roligan, holder jeg også altid med de danske spillere. Uanset hvordan de måtte klare sig. Spiller de på landsholdet, ja så har de min opbakning. Især en spiller har været udsat for megen kritik – kritik jeg år efter år har talt imod. Drømmeraketten på højrefløjen har haft min klippefaste støtte gennem sine samtlige 126 landskampe. Sikke en fart. Sikke et talent. Sikke en mand.

-Og det umulige skete. Der, lige foran indgangen til Champions Lounge på Amsterdam Arena kom han; Dennis “Boing Boing” Rommedahl. Knæene blævrede under mig og tankerne rasede; kunne jeg tillade mig at stoppe ham? Jo for helvede, jeg måtte lige hilse. Halvt menneske, halvt krydsermissil og helt igennem rar. Som en af de eneste nogensinde, indhentede jeg ham, og fik med grødet stemme fortalt at jeg altså synes han er latterligt sej. Jeg tror også han synes jeg var sej.

Først møder jeg Rommefar ved stadion, dernæst scorer Schøne årets bedste mål, og gudhjælpemig om ikke også Bendtner bombede i sin debut i den norske eliteserie. Det var en guddommelig dansk fodboldsøndag!

// Toke

 

 

 


You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply